Menu

SEJR til U15 Drengene 💪🏻

image
Martin Hehl Olsen
30. maj 2022 kl. 20:56
Så blev det U15 drengenes tur til at komme i kamp igen. Denne gang blev det til endnu en udebanetur mod Næverly Hills (bedre kendt som Næstved), mere specifikt Herlufsholm hvor HG stod klar til at tage imod os i en kamp, hvor vi forhåbentlig skulle sikre os tre point og undgå et pointtab som tidligere på sæsonen i Herlufsholm.

Det lignede da også noget drengene var fuldstændig opsat på ikke skulle ske igen. Vi kommer ud som lyn og torden i første halvleg, hvor vi har en masse store chancer og sagtens kunne gøre det til både 1 og 2-0 inden HG nærmest havde fået taget benskinner på. I det 20. minut skulle det forløsende mål da også komme. Den hvide Onuachu stiger op på et hjørnespark som så mange gange før, hvor han header et godt slået indlæg af Selvig ind i kassen uden chance for HG’s keeper. 

Men vi var slet ikke færdige med at være farlige på dødbolde. I det 30. minut er det denne gange Nor, som slår et godt hjørne der ende med at falde ned for fødderne af vores alles Ralle. Her er Ralle mere kold end en lygtepæl i Sibirien i januar måned og sætter den sikkert ind. Man fristes jo næsten til at tro at vi har trænet hjørnespark🤷‍♂️😉 2-0 og vi vælter os i chancer. Noget der også bliver omtalt i pausen, hvor trænerteamet gerne så lidt mere kynisme blandt spillerne der ellers leverede en af de bedste halvlege på bolden i denne sæson.

Det starter da også super godt i 2. halvleg hvor Masi finder den hvide Onuachu med en dyb bold, som denne gang bliver sat koldt og kynisk ind, som trænerne havde forlangt i pausen. Men så er det som om at der begynder at komme flashbacks til 3-3 kampen tidligere på sæsonen. Der bliver hvilet lidt på laurbærene og HG kommer stille og roligt mere og mere ind i kampen. 

Og det bliver da også til et mål for HG i det 55. minut. Og så startede ragnarok. Vi glemmer fuldstændig det fantastiske spil vi har leverede hele første halvleg og tilnærmelsesvis også i 2. halvleg og giver HG initiativet. Det udnytter HG til fulde og får brugt de næste 10 minutter på at score 2 gange og så ligner det unægteligt 3-3 kampen fra tidligere på sæsonen.🤯

Men drengene har flyttet sig helt enormt i løbet af denne sæson, hvilket også kommer til syne igennem den fight der bliver leveret i de døende minutter, hvor alt handler om at få skaffet de 3 point. Noget som giver pote. I et af de allersidste minutter som kampens dommer kunne hive frem i overtiden lægger Ralle en bold ind i mod den hvide Onuachu som, så mange gange før, udnytter muligheden til stille og roligt at smide den ind bag HG’s ellers velspillende keeper. Forløsningen blandt spillere, tilskuere og ikke mindst trænere kunne tydeligt mærkes. 4-3 et resultat som også holdt til dommerens sidste fløjt. 

Alt i alt en rigtig flot spillet kamp, hvor vi i store perioder spiller noget af det allerbedste fodbold som vi har set i løbet af sæsonen. Men at det så krydres med en mandfolke præstation i de døende minutter, det kan man kun tage hatten af for. 

Kampens spiller gik til Marcus nede i mellem de to stænger med fem stemmer, som spillede en særdeles god og solid kamp. 

Der skal også lyde et stort tak fra både trænerteamet og spillerne til de medrejsende tilskuere for en god opbakning til dagens udebanekamp, mange tak🙌

Drengenes næste kamp er fredag d.10 juni klokken 18 hvor Hahn Park endnu en gang danner rammer for et derby mod Lynge-Broby. Et derby som meget vel kan afgøre hvem nr. 1 i puljen skal være, så kom ned og støt drengene i deres sidste hjemmebanekamp i denne sæson!🙌🤍💙
Information om cookies. Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trakfifmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies.
Luk